Elever fra Odense Tekniske Gymnasium opdager helt ny bakterieart

Odense Tekniske Gymnasium er ét af de dygtige gymnasier, der har fundet en helt ny art af mælkesyrebakterier i forbindelse med Astras landsdækkende årlige Naturvidenskabsfestival, Masseeksperimentet 2018 – Jagten på de gode bakterier.
28/1 2019 - anya

Hele 25.000 danske skoleelever fordelt på 1500 skoler har overraskende fundet 10 nye hidtil ukendte bakteriearter, som alle er gavnlige mælkesyrebakterier - En art der ikke er set eller beskrevet nogensinde før i hele verden. Ifølge det nationale naturfagscenter Astra, bliver der normalt kun fundet én bakterieart om året i Danmark, og med disse nye fund er der nu grobund for at udvikle helt nye, naturlige fødevarer og kosttilskud.

Masseeksperimentet 2018 – Jagten på de gode bakterier er verdens hidtil største indsamling af bakterier fra naturens planter, og med det opsigtsvækkende resultat er 3.c på Odense Tekniske Gymnasium super stolte.

- Jeg havde faktisk helt glemt, vi havde lavet forsøget, men det er ret sejt at finde en ny bakterie. Jeg håber, at forskerne kan bruge "vores" bakterie til noget, lyder det fra Cecilie fra 3.c.

Eleverne fra 3.c har blandt andet samlet bakterier fra frugt og grene, og de opsigtsvækkende resultater er endnu engang med til at sætte Odense Tekniske Gymnasium på landkortet som et gymnasium med mange dygtige og innovative elever.

3.c_OTG_nybakterie

Fra venstre: af Mikkel Kaltoft Nielsen, Thea Ning Hende og Cecilie Laugesen Baraviec 

 

Vækker opsigt i den internationale verden

De nye fund åbner muligheden for at udvikle nye former for sygdomsforebyggelse, bedre fødevarekvalitet og naturlig fodertilsætning til dyr. Resultaterne kommer utvivlsomt til at vække opsigt i den internationale forskerverden, skriver astra.dk.

- Håbet var at finde mindst 1 ny bakterieart. Fundet af hele ti nye arter er langt over forventning. Resultatet skyldes især de mange skoleelevers systematiske og grundige indsamling af prøver, fortæller afdelingsleder i den bioteknologiske virksomhed Novozymes Mads Bjørnvad.

- Vi har aldrig før haft mulighed for at arbejde med så stort et antal unikke prøver indsamlet med en sådan geografisk spredning. Vi har simpelthen lavet det mest omfattende øjebliksbillede af Danmarks naturligt forekommende mælkesyrebakterier nogensinde, siger han til astra.dk.

Der er i alt blevet analyseret 18.000 prøver med mælkesyrebakterier, der lever på planter, og blandt dem er der isoleret næsten 4.000 bakteriestammer, der efter nærmere analyse viste sig at indeholde over 50 rene, unikke bakteriestammer fra 10 helt nye arter af mælkesyrebakterier. 

 

Masseeksperimentet arrangeres af Astra og er i 2018 skabt i et samarbejde med Novozymes, støttet af Industriens Fond.