UNDERVISNINGSMINISTEREN KIGGEDE FORBI
Merete Riisager var på OTG i forbindelse med Disruptionrådets møde på Fyn. Dagen begyndte uden for program med en fredelig markering af elevdemokratiet, da ca. 60 elever havde valgt at tage på deres demokratiske dannelsesrejse og byde ministeren velkommen med bannere. Undervisningsministeren var hurtig til at gribe momentet og gå i dialog med de unge om, hvad der optager dem.
Programmering og robotteknologi et hit
Første stop på ministerens besøg på gymnasiet var valgfaget Programmering, hvor 2.g eleverne var i fuld gang med at programmere gymnasiets nye UR-robotter. Her lyttede ministeren og de to medlemmer af Disruptionrådet, Kasper Sand Kjær, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, og Stina Vrang Elias, adm. direktør i DEA, nysgerrigt til de engagerede elever. Eleverne på valgfaget er på vej til at uddanne sig til en fremtid med stor efterspørgsel efter viden og kompetencer inden for teknologi og digitalisering. Og dén vej er der flere, som har fanget lysten til – faktisk hele 77 af de nye 1.g’ere.
Fremtidens opfindere
”Hvad er I motiverede af, og hvad er det fede ved HTX?”, spurgte Merete Riisager bl.a. eleverne om, da hun besøgte teknologiværkstedet. Her var teknologi A eleverne i sving med deres eksamensopgaver, hvor de bl.a. har opfundet nye låg til malerspande, vandopløselige krydderidoseringsposer, en dims der holder strømperne sammen under en tur i vaskemaskinen eller kaffebønner, der kan omdannes til biobrændsel. Svarene til ministeren faldt i en lind strøm fra de spirende opfindere. Eleverne fremhævede blandt flere ting det kreative ved uddannelserne, produktudvikling, design, at få en idé og se den vokse, at løse problemer og få viden om materialerne.
Konkurrenceånd i el-lab
I lokalet ved siden af stod elever klar i el-lab, hvor fire el-teknikdrenge begejstret fortalte om deres robotprojekt og kommende deltagelse i en landsdækkende konkurrence i robotteknologi.
”Vi fandt på ideen til vores opfindelse kl. 2 om natten. Man skal virkelig have lysten til at fumle med ting, have tålmodighed og vedholdenhed. Vi har skilt meget ad for at kunne samle noget på den hurtigste måde. Det er fedt at lære, hvordan man griber et stort projekt an og samarbejder", lød det fra konkurrenceholdet.
Ministerbesøget sluttede bl.a. af med et oplæg og dialog om, hvordan digitalisering kan gå fra underholdning til læring og være et redskab til at skabe endnu flere motiverende og udfordrende læringsmiljøer for fremtidens unge opfindere på OTG.
Merete Riisager og de to medlemmer af Disruptionrådet, Kasper Sand Kjær og Stina Vrang Elias, fik et bredt spektrum af spændende snakke og oplevelser med sig videre fra deres besøg på OTG.
Se flere billeder fra dagen på http://billeder.otg.dk og på vores Facebook-side.