Årets HTX-studenter fra Odense Tekniske Gymnasium er sprunget ud
Der er noget særligt over de sidste uger på Odense Tekniske Gymnasium (OTG).
Lettelsen efter den sidste eksamen. Smilet over hele femøren når familie og venner står klar med flag. Og den der helt særlige stemning, når det går op for én, at nu er du faktisk i mål.
Og i år er ingen undtagelse.
Vi har sagt tillykke til en fantastisk flok HTX-studenter, der både har været igennem afsluttende eksamener og tre år med projekter, samarbejde og idéer, der skulle prøves af igen og igen. Det er blevet fejret med galla, dimission og alt det indimellem – og vi har samlet en stemningsfilm fra de sidste uger, som giver et lille kig ind i hele stemningen og fejrlingen.
Det, du ikke kan måle på et eksamensbevi
Til dimissionen satte rektor ord på noget af det, som ikke står på eksamensbeviset, men som måske betyder mindst lige så meget.
For selvom HTX selvfølgelig også handler om faglighed, så handler det i høj grad om det, der sker undervejs. Når vi arbejder sammen. Når vi tvivler lidt. Når idéer ikke virker første gang og vi lige prøver én gang til.
Som det blev sagt i talen, så har eleverne arbejdet sig ind i nogle af de ting, der ikke bare kan kopieres eller automatiseres:
“Emotionel intelligens”, “Forestillingsevne” og “Det levede liv”.
Det lyder måske stort, men det er i virkeligheden ret jordnært.
Det er evnen til at samarbejde – også når det er lidt svært.
Det er evnen til at få idéer og turde sige dem højt.
Og det er alt det, du lærer om dig selv og hinanden undervejs.
Rendyrket HTX
Hvis vi skal sætte få ord på HTX på OTG, så er det svært at komme udenom kreativiteten og skabertrangen.
Eleverne har arbejdet med projekter, hvor de skulle finde løsninger, tænke nyt og bygge noget op fra bunden. Nogle har endda taget deres idéer med ud i konkurrencer - og vundet.
Men lige så vigtigt er det fællesskab, der opstår, når du er afhængig af hinanden i processen. Det er her, du lærer at lytte, udfordre og spille hinanden gode. Og det er her, du opdager, at de bedste løsninger sjældent opstår alene.
Tillykke og tak for tre fede år
Til jer, der nu kan kalde jer studenter: Kæmpe stort tillykke!
Tak for jeres idéer, jeres projekter og jeres måde at være på.
Tak for fællesskabet og for alt det, I har bidraget med undervejs.
Vi glæder os til at se, jeres videre rejse i livet.
I videoen herunder kan du se lidt stemningsbilleder fra studentertiden på OTG.
Seneste nyheder
-
Årets HTX-studenter fra Odense Tekniske Gymnasium er sprunget ud29-06-2026
-
Hygge til den store guldmedalje - Eventyrløbet 202619-05-2026
-
OTG-elever imponerer ved Unge Forskere Finalen 202601-05-2026
-
OTG-elever når topplaceringer med løsninger der gør en forskel27-11-2025
-
Rådmand for Klima og Miljø i Odense på besøg25-09-2025