Mødet med HTX kan være afgørende for dine drømme

Frederik Oddershede Markor og Troels Lind Andersen fra 3.h på Odense Tekniske Gymnasium bliver studenter til sommer og med huen i behold, favner de et interessant sabbatår med stiftelsen af virksomheden Cypher ApS. En virksomhed der vil revolutionere investeringsmulighederne på det danske marked indenfor kryptovaluta, som fx bitcoins.
17/5 2018 - anya

Frederik Oddershede Markor og Troels Lind Andersen fra 3.h på Odense Tekniske Gymnasium bliver studenter til sommer og med huen i behold, favner de et interessant sabbatår med stiftelsen af virksomheden Cypher ApS. En virksomhed der vil revolutionere investeringsmulighederne på det danske marked indenfor kryptovaluta, som fx bitcoins.

Når man blander interesser, trends, hårdt arbejde, en HTX-uddannelse og en smule talent, så bliver drømme til virkelighed. Da Frederik og Troels mødte hinanden på Odense Tekniske Gymnasium, blev kimen allerede lagt til, at de på et tidspunkt skulle lave noget sammen, da begge var interesseret i finansiel teknologi, computerprogrammering og det kryptografisk sikre system Blockchain.

- Vores vision drejer sig om at gøre det mere tilgængeligt for den almindelige dansker at investere i kryptovaluta på en meget nem, hurtig og sikker måde ved at bruge vores kryptobørswww.centrilo.dk, fortæller Troels Lind Andersen.

- Vi har lavet alt software og design, webdesign, logo, struktur som en del af et større projekt på Odense Tekniske Gymnasium i Kommunikation og IT, som er vores studieretning. Det, at vi kunne kombinere vores egen ide med faget her på HTX, har været super lærerigt. Vi ved, vi er havnet på den helt rigtig uddannelse for at kunne gøre det, vi vil i fremtiden, siger Frederik Oddershede Markor, som er en af de to medstiftere i selskabet.

Brugervenlig ’first mover’ kryptobørs
Men hvad er det så, der gør det så nemt og brugervenligt?

Paradoksalt byder fremtiden på et ’hårdtarbejdende sabbatår’ for de to 19-årige iværksættere med en kryptobørs, der forventes at være klar allerede i juli 2018.

Drengene har arbejdet nat og dag siden årsskiftet, men ideerne har ligget og ulmet i lang tid. Da muligheden for at stifte egen virksomhed opstod, med lidt hjælp fra en ligeså Tech-fascineret familie, så var brostenene lagt til en brugervenlig ’first mover-virksomhed’, der køber, sælger og sågar opbevarer kryptovaluta.

- Det som gør Centrilo til den bedste kryptobørs handler om brugervenligheden på flere parametre som fx en lavere kommission end vores konkurrenter, et langt bedre automatiseret system så dine bitcoins fx vil være dig i hænde inden for 30. minutter, hvor de eksempelvis tager op til et døgn hos konkurrenterne, og især brugen af NemID, som alle kender, forklarer Frederik, og Troels fortsætter:

- Ideen med Centrilo er at gøre det nemmere for den almindelige dansker at være med. Fx er vores minimum på 100 kr., og der kan alle være med. Vi tilbyder også at opbevare midlerne, da bitcoin kan være en avanceret teknologi at sætte sig ind i, så køb og salg og opbevaring er unikt i en kombination på det danske/nordiske marked. Derudover tilbyder vi som de eneste her i Norden 3 forskellige kryptovaluta, herunder Bitcoin, Ethereum og Litecoin.

Sikker gevinst
Centrilo skiller sig især ud fra konkurrenterne ved hurtigt at fastsætte kursen efter et køb eller salg. Dette sikrer, at brugeren rent faktisk køber og sælger til den kurs, de har lyst til, hvilket er vigtigt, da der kan ske store kurssvingninger på kryptomarkedet på blot få timer.

Som det ser ud i dag, går der ofte flere timer, før kursen bliver fastsat, og det kan blive dyrt for brugeren. Det har Centrilo valgt at gøre op med ved at udvikle et vanvittigt teknisk automatiseret system, hvor der også er fokus på sikkerheden.

Sikkerheden er netop et af de parametre, som Frederik og Troels har lagt vægt på. Drengene har brugt lang tid på at sætte sig ind i meget komplekse tekniske processer og lavet en masse markedsanalyser. Derfor vil Centrilo prioritere sikkerheden med et gennemtestet system og overvågning. Alt lever op til sikkerhedsstandarden i Danmark.

Centrilo som ydelse i fremtiden
Fremtidsplanerne er store, men drengene tager det alligevel roligt. De har begge en plan b i forhold til at læse videre, og begge påtænker at læse Datalogi. Lige nu handler det om at gå all in i forhold til Centrilo. Mulighederne er mange, og drengene tænker også på videreudviklingen som fx en app, men lige nu handler det om at få lanceret den unikke kryptobørs centrilo.dk.

- Det kunne være vildt spændende at se Centrilo som ydelse i industrien i Danmark i fremtiden, så de erhvervsdrivende kan bruge det. Befolkningen bliver jo oplyst med tiden, og vi håber, at de derved kommer til at udnytte den teknologi, som er der, afslutter Troels og Frederik.